Nye indlæg

 

ferie

  • Læs - læs - læs!
    13-10-2017
    Åaerhhh, hvorfor skal jeg læse så meget?     Jeg hører det ikke hver dag i skolen, men jeg hører det af og til. Nogle børn synes simpelthen det er et kæmpe job at tæske sig gennem side efter side, især hvis der ikke er billeder, eller hvis teksten i bogen er meget tæt. De har svært ved at forstå, at der kan være noget som helst spændende eller vigtigt – dér på linjerne. De har svært ved at forestille sig, at der kan være noget af betydning, - noget som de kan bruge til noget.   Alligevel bliver jeg ved med at fodre dem med bøger. Jeg finder tykke bøger, tynde bøger, smalle bøger, tunge bøger, glinsende bøger med farver og fotos og støvede bøger med sort/hvide, underlige tegninger. Og jeg siger: ’Læs den’ – ’læs hver dag’ – ’læs noget mere’.   Det er klart, det er vigtigt at man forstår hvorfor!Jeg fortæller på skolebiblioteket, at der på den ene side er bøger, som man kan blive klog af at læse. Klog på slanger eller karate eller Danmarks historie under verdenskrigene. Og at der på den anden side er bøger, som man kan blive underholdt af, og som fortæller historier, som nogen har fundet på.Sandheden er, at alle bøgerne, uanset om de indeholder fakta eller fantasi, kan det samme. Det er nemlig sådan, at der kan ske magiske ting, hvis du læser bøgerne på den rigtige måde.I bøgerne møder du HELE VERDEN – og DIG SELV.     Selvfølgelig er det bedste der findes, at være på tur med mor og far eller en af bedste’rne. Det er fedt at være ud i naturen og lugte til havet, fange krabber eller finde dyrespor i skovbunden. Det er helt vildt at være ude at rejse og se fantastiske tårne og skyskrabere eller at smage rigtig indonesisk mad på en strandbred i Indonesien. Men vi kommer ikke alle sammen til Indonesien. Og vi kommer ikke alle sammen ud i skoven, og selv om vi gør, kommer vi nok ikke så tæt på en skolopender, som bogen kan tage os. Din nysgerrighed, som du har med dig hjem fra gode oplevelser, kan du bygge videre på, ved at undersøge, hvad andre har fundet før dig.Gennem bøgerne kan du også opleve, at du er fuldstændig ligesom alle andre. At der faktisk findes børn, som har samme problemer eller samme humor som dig. Eller at der er familier, som ligner din egen underlige familie og piger og drenge med samme vilde drømme som dine.Eller du kan være så heldig at opdage, at der findes andre måder at tænke eller leve, end dem du hidtil har mødt. Du kan risikere at få nye idéer om, hvad du skal opleve og se, eller hvad du skal beskæftige dig med når du bliver større. Og hvis det ikke er nok, kan jeg også nævne en lang række andre fordele. Som for eksempel at du, når du læser, får et meget bedre sprog. Du tænker måske: ”Hvad? Jeg kan da sagtens snakke dansk, det lærte jeg, da jeg var lille!” Ja, men vidste du, at vores sprog (det danske) indeholder mere end en million forskellige ord og et hav af ordsprog og talemåder? Og har du tænkt på, at jo bedre og rigere dit sprog er, jo lettere bliver det for dig at være sammen med andre mennesker? – At du bliver bedre til at sige din mening og bedre til at lytte til dine venner? MEN DU SKAL TURDE!   Du skal tænke på en ny bog, som hvis det var en ny pige i klassen. Hende skal du møde og snakke med. Du skal finde ud af hvem hun er ved at invitere hende til leg og snak. Og den nye bog, - den som du måske synes ser lidt støvet ud, eller som kommer fra en hylde, hvor du ellers aldrig henter dine bøger, den skal du turde lukke op og du skal turde give den en chance!Hvis du er i tvivl om hvad du skal vælge, så bed om hjælp på dit bibliotek eller hos boghandleren, så du kan få netop de bøger, som vil være rigtige for DIG.   Det vigtigste er, at du skal have den rigtige sværhedsgrad. Led efter en enkelt ting, du allerede ved noget om, og som interesserer dig. Vær også på udkig efter alt det, som du aldrig har set før, men som du godt vil vide mere om.   Det er hele tre ting, men det findes altså virkeligt – og mange gange i én og samme bog.Og nu skal du så skabe dig de helt rigtige rammer for din læsning. Så det bliver DIN tid. På DIT sted. Rigtig, rigtig god fornøjelse med din læsning!  

 
Lene Elise Andersen | Bryggerivej 86, 4913 Horslunde  | Tlf.: 51299934