- Så man vil altså have mig til at lave tøjklemmer, tænkte han. Han sagde ingenting, men så ned på sine hænder. De kunne sagtens tage fat, men nu var det slut med tandhøvl og lægtehammer. Det måtte vel være en slags skæbnens ironi, at han nu blev sat til at pudse og samle tøjklemmer. Det lille, bitre smil, som var på vej op i øjenkrogen, forsvandt da han igen så på betjenten, som sad bag skrivebordet. Der var ikke noget at grine af.
Hun havde ramt ham med en tøjklemme lige mellem øjnene. Havde han dog bare fulgt sin første indskydelse og klappet hende en, selvom det også var forkert. I stedet havde han vendt sig og var gået ud med gutterne. Ud og direkte ind i balladen.
Hun slæbte den tunge kurv med vasketøj fra kælderen op i køkkenet. Tøjet kunne umuligt tørre udenfor i dette vejr. Hun bøjede sig over den tykke mave og greb en storternet skovmandskjorte. Det smældede, da hun slog folderne ud, og hun famlede i kitlens lomme efter en klemme. Hun nåede kun at fæste skjortens ene hjørnesnip på snoren, så trak hun en halv klemme, et bart, forarbejdet stykke træ op af lommen. Langsomt slap hun skjorten og gled ned på stolen. Hun fandt klemmens anden halvdel og stak sig på det snoede stykke stål, som engang havde holdt de to stykker sammen. Men det var ikke det lille, sviende stik, som trak tårer. Det havde jo været et rent uheld. Klemmen var smuttet mellem fingrene på hende. De to stykker træ var gledet af og væk fra hinanden som to svingpjatter, som misforstår hinanden og griber ud i den tomme luft. I gamle dage ville han bare have leet. Men det var før...
Køkkendøren gik op og et lille rundt hoved med lyse rottehaler stak frem.
- Hvor er din sløjfe, Signe? Har jeg ikke sagt, du må passe bedre på?
Pigen glippede med øjnene og kom forsigtigt et skridt nærmere.
- Og hvor er mælken? Du skulle i ismejeriet og hente en halv sød.
- Jeg fik bare en kvart. Hun trak hånden frem fra ryggen og rakte sin mor den brune flaske. - Der manglede ti øre, sagde fru Jørgensen.
Signe kravlede op på køkkenbordet. Mor var gået, og Signe havde pillet stumperne op, som mor smed i køkkenspanden. Ved dosmersedlen fandt hun mors gule blyant. Hun strøg håret væk fra øjnene og tegnede varsomt to øjne og en mund på hvert stykke træ. Lange, bølgende streger, som mors udslåede hår på den ene og små cirkler, som fars krøller på den anden. Signe lod dukkerne kysse og danse på sine knæ, så forsøgte hun at samle dem med det hårde stykke metal. Det var svært. Så smilede hun og lagde de to stykker ned i hver sin lomme. Nu kunne de ligge her hver for sig, indtil far kom hjem, så skulle han nok hjælpe hende.
