Det er svært at sætte punktum nu, hvor sorgen er så stor,
sætte punktum for et liv med glæde, smil og smukke ord.
Jeg må læse helt fra starten for at fatte, det er slut,
at kapitlet fik en ende, og fortryllelsen blev brudt.
Det er svært at se detaljerne bag øjets tåreslør,
høre stemmen og vor latter, mærke hvordan det var før.
Når jeg ser hvad der står skrevet, er det som en fremmed hånd
har forfattet ord som siges, reflekterer vores ånd.
Jeg må læse om og om hver sætning fra vort eventyr
og helt inderst tænder de en gnist, som er et vidnesbyrd
om en kærlighed og varme, som jeg ved at jeg har haft.
Kan der nogensinde sættes punktum for så stor en kraft?
Det er ikke let at vide, at jeg nu skal digte selv.
For mig er en helt blank side, og jeg mærker ej min sjæl.
Men jeg leder efter stemmen, som kan hviske mig på vej,
og i hjertet ligger modet, som jeg altid fik fra dig.
Jeg ser op og lukker bogen, hører ekko af vor sang,
ser i lyse barneøjne smil, du sendte mig engang.
Den fortælling som vi gennem vor samhørighed fik skabt,
lever videre i slægtled og vil aldrig helt gå tabt.
