skiftespor

”Er det ikke ved at være frokosttid? Du ligner i hvert fald én, der trænger til noget!” Ena rullede sigende med øjnene, og hendes skarpe stemme og det dobbelttydige indhold var ikke til at tage fejl af. Hun havde længe kørt på en enerverende energi med underlødige kommentarer, sjovt nok lige siden den seneste kæreste havde forladt hende.

Monicas manglende energi stod i skærende kontrast, og hun ærgrede sig inderligt over, at hun en dag for nogen tid siden havde betroet sig til Ena om meget private emner. Blandt andet om de noget udmarvede præstationer, hun ydede i dobbeltsengen. Havde hun da for pokker aldrig antydet, at hun mente Lars var utilfreds! Det havde fået Ena til at stille en masse spørgsmål, og inden hun så sig om, havde hun udbasuneret det hele: Ja, hun var træt, nej, hun orkede ikke, og sommetider, selv om lysten var der, så kunne hun bare ikke fastholde koncentrationen. Hendes tanker løb af med hende og efterlod kroppen som et tomt hylster under dynen, og pludselig kunne hun vågne ved at Lars bed hende i øreflippen, både kærligt, men også bebrejdende provokerende. Et tavst ”hvor har du været de sidste minutter?”

Selv om det var utilgiveligt, forsøgte hun at undskylde sin åbenmundethed med, at hun virkelig manglede en at snakke med. Hendes forhold til Ena var slet ikke af det format. De havde selvfølgelig snakket om børn og hus, men altid overfladisk og aldrig før om det personlige forhold, Monica havde til ungerne og Lars. Og Ena hørte da heller ikke hendes sorg og længsel, hun spottede bare et nemt offer for lidt kollegial drilleri.

Ved frokostbordet var der heldigvis flere fra afdelingen, så Ena glemte hurtigt igen sin aktuelle yndlingsjoke.

Snakken gik også om noget helt andet; én fra demensafsnittet havde vundet et mindre beløb i lotto. En af kollegerne altså, ikke en af beboerne. ”Så havde det da været virkelig tragisk!” mente Ena og lo og gryntede som en gris med en lettere astma.

De andre lo med, og snart gik den sædvanlige runde; ”Hvis jeg vandt, ville jeg…”

Monica lyttede og lo lidt med de andre, indtil flaskehalsen meget uventet pegede på hende. De stirrede alle sammen og lokkede utålmodigt med løftede bryn og små ”kom-nu-med-det”-nik. Hendes hjerne arbejde febrilsk for at komme i tanker om noget, hun virkelig ønskede sig, men hun var helt blank. De havde alt. Det smukke hus med en lille sti ned til skoven. To skønne børn med sunde æblekinder og nærmest medfødte rene negle. De havde de rigtige møbler og lamper både inde og ude og en arkitekttegnet forhave, for at det ikke skulle være løgn. Lars havde et godt job, og hun selv… Hun var godt tilfreds på ældrecentret, de gamle var taknemmelige og hverdagen rutinemæssigt steril.

Uden at være klar over det, rynkede hun næsen, som havde man serveret et stykke stinkende, gammel ost for hende, og de andres fnisen bragte hende tilbage til frokoststuen. Hun trak beklagende på skuldrene. ”Jeg mangler ikke noget… desværre.”

Ena rystede på hovedet, og de fleste samlede med skuffet mine deres service sammen og rejste sig for at gå ud at ryge. Monica sad tilbage ved bordet og smilede lidt forlegent til en ung praktikant. Men i stedet for, som Monica kunne ønske, at skynde sig bort med de andre, samlede den unge pige sine hænder og satte dem under hagen, stak tungen ud i den ene kind, mens hun tilsyneladende studerede Monicas halssmykke.

”Altså, hvis jeg vandt en formue i lotto, ville jeg gå efter min passion. Jeg ville bruge hver en krone på at nå det jeg brænder for. Og jeg ville nok ikke fortælle det til nogen her, vel?”

”Passion?” spurgte Monica og sippede den sidste rest kold kaffe i sig. ”Men hvad nu hvis man ikke ved, hvad det er man brænder for?”

”Ja, så er man jo lidt på skideren, ik?” Den unge pige grinede og bed sig i pegefingeren. Hun trak stolen længere ind under bordet og lænede sig helt over til Monica. ”Prøv at forestille dig, at du var kunstmaler eller billedhugger og fik lov at sætte et kæmpe kunstværk op midt på Rådhuspladsen i København. Hvad skulle det så forestille?”

I Monicas tanker dukkede en uformelig masse op, men praktikanten trommede med fingerneglen mod fortanden, og det var hende umuligt at få et entydigt billede frem. Hun rystede på hovedet. ”Jeg ved det virkelig ikke. Måske… nej, det er langt væk.”

Det var faktisk ret ubehageligt nu, en vildt fremmed spiddede hende! Og det sved.

”Synd. Nå, men du finder den nok en dag. Your Burning Passion!” Praktikanten nynnede og manglede faktisk bare en slikkepind og rottehaler, da hun som en lille geskæftig skoleduks endelig vimsede væk og lod Monica være i fred.

I bilen på vejen hjem rejste Monica adskillige skulpturer på Rådhuspladsen. Hendes yndlingsskulptur var pistolen med knude på mundingen, men det galdt nok ikke at hugge andres idéer. Først blev det til et billede af børnene i den yngre udgave, de var i nu og med dejligt beskidte gummistøvler. Men børn vokser, og hvor meget hun end ønskede det, vidste hun, at de en dag var vokset udenfor hendes rækkevidde. Du kan ønske dem lykke, men du kan ikke være deres lykke, ikke helt i hvert fald, så meget havde hun da fået med fra sin egen opvækst og sin egen trang til selvstændighed og uafhængighed af de gamle. Så fremmanede hun en frodig skulptur af en kvinde og en mand i hed omfavnelse, men den ændrede sig, og hænderne søgte nedad og ud på et underlag hun ikke kunne bestemme. I sidste lyskryds før børnehaven, lå de to skikkelser og rullede på et hav af mælkebøtter og sutteflasker og strakte sig mod noget, der kunne være bjerge eller broer.

Hun rystede hovedet og tankerne på plads, trak vejret dybt og fandt et smil frem i handskerummet, før hun gik ind efter børnene. Efter Lars’ frikadeller og hendes egen flade salat, læste hun for børnene, men hun var langt væk i tankerne. Hun var mæt og træt af Disney Channel og Sport på 3’eren, men hun havde heller ikke selv budt ind med noget bedre! De måtte videre, og hun vidste også hvor hun ville begynde.

Da den yngste sov og den ældste endelig overgav sig efter sit andet glas vand, gik hun målrettet mod antenneledningen i stuen og trak resolut stikket ud. Hun gik derefter direkte op i soveværelset, og planen virkede. Han var lige i hælene på hende.

”Jeg hørte et underligt, fremmed ord i dag: ’Passion’. Det er så længe siden jeg har kendt den følelse, at jeg et øjeblik mente, jeg slet ikke vidste, hvad det var. Men jeg ved, at jeg har haft det. Jeg har brændt stærkt for os og for børnene og endda for jobbet. Jeg var engang medlem af en miljøorganisation og har vist også deltaget i en demonstration eller to.” Hun smilte lidt forlegent. Både hun og han vidste, at det på det politiske område havde det drejet sig mest om at følge med i nyhederne, så man i det mindste ikke sagde noget komplet tosset til familiemiddagene. Hun gik i svigerfamilien for at være ”lyserød”, men det bundede bare i en række spontane udtryk for sympati med de svageste, - aldrig havde hun haft en gennemtænkt politisk handleplan.

”Vi to har siddet på tilskuerrækkerne for længe, nu skal vi altså ind i manegen. Hvad ønsker du dig egentlig, sådan rigtigt?”

”Jamen, vi mangler da ikke noget.”

”Nej, vi har alt. Men vi bruger ikke hinanden til noget. Og vi skaber ingenting. Heller ikke for andre. Hvornår har vi sidst gjort noget for første gang…? Altså hvis du nu vidste med 100 procents sikkerhed, at absolut intet kunne gå galt, hvad ville du så gøre nu? Med dit liv, mener jeg?”

Han kiggede længe og intenst ind i hendes øjne og prøvede at spore et tegn på stress eller udbrændthed i hendes ansigt, men hun virkede alt andet end udbrændt. Det her handlede ikke om sammenbrud eller skilsmisse. Vist nok… han var ikke sikker. Alene det at hun havde inviteret ham ind i dobbeltsengen. Til en snak! Det var noget farligt tikkende ved det.

”Vi er forældre…” prøvede han.

”Ja. Det er vi også…”

Stilheden lagde sig mellem dem, og hun blev utålmodig og valgte at skifte kurs. Rejste sig og hev ham op fra puden og satte ham ned i bambusstolen i hjørnet. Hun løb og kom hurtigt tilbage med en hat fra ungernes udklædningskasse. Den høje, sorte plastikhat fik han på. Hun vendte sig mod spejlet, glattede lidt på pandehåret og pyntede sig med et lyserødt prinsesse-diadem. Endelig så hun roligt på ham, foldede et imaginært stykke papir ud foran brystet og rømmede sig: ”Kære Lars. Det glæder mig mere end du aner, at vi begge er levende og er sammen endnu i dag på vores guldbryllupsdag.”

Han smilede lidt kejtet, men varmt. Ganske vist var hun tosset, det var uden tvivl, men hun var trods alt hans, det var han sikker på.

”Du har altid været der for mig og vores børn. Du gav os al din tid, din opmærksomhed og din anerkendelse. Men det allerbedste gav vi hinanden, da vi… sagde vores job op, tog et barn i hver sin rygsæk og rejste jorden rundt på tommelfingeren.”

Han øjenbryn røg helt op i hårgrænsen.

”Eller… øh, i vores folkevognsrugbrød, eller på motorcykler eller hvad det nu var. I hvert fald… det var så fantastisk da vi gik i Sumatras regnskove, og da vi snakkede med kvinder og børn i Korea og Zimbabwe.”

Hun gik hen og satte sig på hans skød, tog nytårshatten af ham og smed den hen på sengen. Hun lænede sig ind mod ham og holdt hans nakke, mens hun masserede ham over det ene øre. Hendes blik vandrede ud af soveværelset, ud af haven og ud mod den verden, hun aldrig rigtigt havde mødt. Hun talte længe om palmestrande og vulkankratere, men skønt blikket var fjernt, var stemmen hviskende og nær og åndedrættet tungt.

Han lukkede øjnene og lyttede til hendes hjerteslag, som var hårdt og vedholdende. Længselsfuldt søgte hans næse ned mellem hendes bryster og mærkede nye, fremmede og krydrede dufte komme fra hendes hud. Hun voksede og alt på hende dampede og lyste, og pludselig kyssede han hende hårdt og væltede hende ned ved siden af sig.

”Tror du på mig?”

Hun smilede stort og hendes latter kom fra mellemgulvet. ”Selvfølgelig.” Hun greb fat i hans krøller i nakken og blev med et alvorlig igen. ”Men jeg kan se, at du kun er en kvart sømil fra at indlede en affære, fra at leve to liv. Du savner… mig. Og jeg har ikke noget at give. Jeg mangler inspiration. Jeg må ud i verden og se, lugte og smage noget nyt. Jeg vil så frygtelig gerne danse og male igen, men jeg mangler både melodi og motiv. Du har givet mig en kærlig og magelig base, men mit eget batteri er løbet tør. Jeg savner noget så simpelt som farver… og krydderi. Vi skal ud og høre musik og lære nye dansetrin; i Indien eller på Cuba… Jeg ved ikke hvor, men… al den her succes har sat sig på tværs.”

Hans fingre gled som en opdagelsesrejsende gennem hendes lange, kraftige hår. Deres øjne mødtes, og med et smæld med tungen startede hun de afrikanske trommer, og de fandt en harmonisk og inciterende rytme. De kælede ved en islandsk lagune og elskede på den canadiske steppe. Og da de vågnede, var deres hud som forbrændt af en mexicansk eftermiddagssol.

Deres fingre klistrede stadig til hinanden, da hun rullede sig sammen foran ham. ”Skal vi lave en lotto-kupon?”

Han satte sig brat op: ”Nej, sgu’ da! Der er noget vi vil, ikke? Jeg ved ikke lige, hvad det er, men det skal fandeme ikke komme an på syv tilfældige tal.”

Monica lod blikket forsvinde op forbi hans skulder. Oppe i loftet så hun Enas lange, spidse næse, som vippede lidt, før hun med et ”puf” forsvandt i en lille røgsky.

Nu var hun klar med hammer og mejsel. Så rejste hun sig og rakte en hånd ned mod sin elskede. ”Kom, lad os vække børnene. NU. Og gå ud og lege.”

Deres bare fødder klaskede mod gulvet, da de løb ned ad gangen til børneværelset. Lydene, som væggen kastede tilbage, var som et kor af metalliske skiftespor. Spor de kunne vælge. Og spor de kunne vælge fra.

I tremmesengen sad den mindste af ungerne og studerede sine fingerspidser. Han så op, stadig med søvn klæbende til vipperne, og pegede på dem, da de stod i døråbningen. Så gumlede han lidt videre på sin sut og vendte tilbage til sin bløde fingernegl.